At have alderdommen i egne hænder

Her er nogle punkter som fokuserer på det sunde ældreliv i balance:

 

  • Positiv psykologi og mental træning. Vi kan ikke vende det uafvendelige. Men vi kan vende os mod de muligheder som alderdommen giver og de mange levede år giver. Igen og igen må vi sige, at vores psyke er temmelig afgørende for, hvordan vi lever alderdommen. Tankens kraft er enorm. Positiv tænkning og mental træning er ikke kun en videnskab, men en praksis som vi er nødt til at lære.
  • Fysisk aktivitet er afgørende. Det er en fordel, hvis det er lidt sjovt, indtil belønningen i form af mere vitalitet, styrke og bedre humør begynder at kunne mærkes. Hvis man er svækket eller hæmmet i sin fysik, kan man lave mikro-yoga og mental body-building.
  • Finde nye fællesskaber. For mange er det sjovt at være flere sammen om at finde på noget. Det kan kræve psykisk overvindelse at etablere kontakter, men det kan lade sig gøre. Vi anbefaler at indgå i ”Livskvalitets-cirkler”.
  • Lære nyt, hver dag. Hjernen former sig efter, hvordan man bruger den. Den kan udvikle sig hele livet igennem. Det kræver, at man sætter sig for træne den.
  • Genfinde vores ”dåbsgaver”, og dyrke de medfødte talenter, der druknede i skolegang, uddannelse, familieliv og karriere.
  • Få kontakt med sin værdighed som ældre.  Og føle stolthed over at være blevet så gammel.
    Det giver en særlig ballast og et fantastisk overblik at have levet på kloden i mange år.

Hjerteløs Mindfuck

Anonyme alkolikere har gennem årtier sagt til sig selv:
”Jeg er alkoholiker, men jeg drikker ikke”.

Jeg synes, det er noget af det sejeste både at sige og at udøve.

Denne sætning popper op hos mig ind i mellem, men danser og twister sig rundt på gulvet, besat af at lave sjov for alvor. Blandt andet har den redigeret sig selv ind i andre kontekster og kreeret nye betydninger.
Lige nu er den vistnok ved at oprette en helt ny forening: Anonyme Hjerter.

Formålet synes at være noget anderledes end AA’s, og alligevel er der visse overlap. Sætningerne er også andre, og der bliver ved med at komme nye. I modsætning til AA’s motto, er disse sætninger mere triste, men dog bevidsthedsåbnende konstateringer med livsrevolutionerende potentiale.

Her er nogle af sætningerne:

”Jeg er i live, men jeg lever ikke…”

”Jeg er poet, men digter ikke…”

”Jeg er danser, men jeg danser ikke…”

”Jeg er sanger, men jeg synger ikke…”

”Jeg vil gerne elske, men ved ikke hvad det vil sige at elske mig selv…”

”Jeg er opdagelsesrejsende, men rejser hverken ud eller ind…”

”Jeg har (er) et hjerte, men har ikke hjertet med i det jeg gør…”

Anonyme Hjerters Klub

Denne – so far – fiktive forening kan hedde Anonyme Hjerter, fordi den er en klub for mennesker af kød og blod med bankende hjerter, der bare aldrig kommer i centrum. Eller kommer det så vagt og sporadisk, at hjertet let glemmes og kommer til at leve et kronisk neddroslet og anonymt ”liv” på meget lidt plads.

Jeg tror ikke at hjertet har problemer med at leve i skyggen. Hjertet elsker at skabe lys, men det har ikke behov for at sole sig i rampelyset. Men mange af os ved, at det, der over længere tid ikke får opmærksomhed, kan blive funktionsforstyrret eller sygne hen. Vi kender også til det faktum, at organer og væv der ikke bruges svækkes og svinder ind. Jamen er det så ikke en katastrofe, at hjertet forlades. Jo, for pokker da! Det er jo det organ, der mest af alt udgør vores sande selv. Det er herfra naturenergien kommer og løfter os med dens uanstrengte bærebølge af livskraft.

Hvem eller hvad snupper opmærksomheden fra hjertet?

Hvem er det, der har brug for at være i rampelyset og blive set som speciel for omverdenen?
Det kan kun være vores ego, der er på spil. Et hjælpeprogram der har auto-installeret sig i psyken, som jo ikke er en organisk eksistens i sig selv, men skabt af mental luft, og som kun er noget i kraft af, at det præsterer. Hvilket det i øvrigt er ret god til. Ego’et er psykisk software, der i samarbejde med superegoet afkoder familiens, samfundets, kulturens krav og forventninger og som bliver stadig dygtigere til at føre os fremad i samfundslivet. Ego’et udvikler sig til at blive en rationel ekspert i at tilpasse os som samfundsmennesker.

Med fornuften ved rattet

Allerede i de tidligste teenager-år er egofornuften ivrigt i færd med at træffe de valg og finde de veje, som kan sikre mest mulig komfort, magt og beskyttelse under rejsen gennem livet. For manges vedkommende lægges der således i de unge år nogle kraftige skinner ud i terrænet, der bliver til baner, som vores tog kan køre trygt og stærkt på.

Vores ego er panisk bange for at dets chef, superegoet, skal få ret i, at al verdens ubehageligheder bryder ud, hvis det ikke retter sig ind, holder sig på sporet og etablerer en stærk personlighedsstruktur i overensstemmelse med den samfundsgivne, etablerede struktur.

Hvordan lyder hjertets gråd?

Hvor er da hjertet henne i denne proces, spørger du nu?
Nogle gange bliver det vel forført til at tro på, at ego’et gør det rigtige og passer på det. Hvilket ego’et vel også gør noget af vejen. Til andre tider banker hjertet uroligt på for at blive hørt. Eller det græder stilfærdigt bedrøvet, men bliver overhørt, misforstået eller ignoreret af et ego, der med sin travlhed, bedreviden samt støjende agendaer tromler derudad.

Det er ikke altid let at få øje på ego’ets styring. For meget i livet er jo meget godt.

Men vi kan starte med at kigge på resultaterne af den subtile kontrol. For mig er det først relativt sent i livet jeg begyndte at opdage, hvor omfattende konsekvenserne er af, at hjertet engang blev sat af jobbet som øverste leder af mit liv. Kun i glimt fik jeg øje på følgerne af, at egoet og superegoet havde indsat sig på hjertets tronstol. Glemte det igen, fik reminders og glemte det derefter igen igen.

Mindfuck

Superegoet kan nemlig være en smart diktator, der regerer på så ugennemskuelige måder, at man ikke rigtig lægger mærke til, hvad der foregår. Det kan også optræde som den ansvarsfulde forælder, der påminder mig om mine forpligtelser og hvad jeg bør og ikke bør gøre. Det hele bliver blandet sammen. Hvem er det, der taler? Hvem er jeg? Jeg forveksler ego’et med mig, opfatter superego’et som min samvittighed eller Guds stemme og identificerer mig blindt med mine tanker og følelser.

Det er sgu noget rod. Total mindfuck. Svært at vide, hvad der er hvad, vanskeligt at få overblik og navigere på en klar og sand kurs, når hjertet er blevet stille og nærmest forsvinder tilbage i dybet, fortrængt af alvorlige, selvhøjtidelige egostrategier, manipulationer, ydre værdier.

Skru op for hjertets mikrofon

Det er bestemt noget af en udfordring at begynde at opdage hjertet igen, holde af det, give hjertet taletid, genindsætte det på tronen, lytte respektfuldt til det, og ikke mindst at følge det. Det kan give sved på næsen, blod og tårer at tage den udfordring op, som det er at bryde de prægtige og/eller bastante bygningsværker ned, som egoet – på overjeg’ets ordrer – har placeret centralt i ens tilværelse.

Men næsten alt andet er misbrug af hjertet.
Forårsaget af ego’ets kroniske afhængighed af tryghed samt anerkendelse fra superego’et.

For nylig hørte jeg den amerikanske zenmester Genpo Roshi sige at livet giver os nogle åbne vinduer, men at de kun står åbne en vis tid, hvorefter de igen lukkes. Jeg ved, at hjertet har power til at bakke vores unikke talenter op, men hvis vi ikke ”embodier” disse gaver, fordi vi kun hører ego og superego og handler blindt, vanemæssigt og frygtbaseret efter dem, lukkes vinduerne gradvist igen.

Noget andet er at der – tror jeg på – altid åbner sig nye vinduer, og at vi uanset, hvor vi er i livet igen og igen gives muligheder at sige ja til.
Blot vigtigt at erindre, at livet, som bekendt, ikke fortsætter med at tilbyde uendelig mange leveår.

Hvad om du laver nogle sætninger selv?

Til at begynde med kan du låne min første sætning, og se om, eller hvor, den passer:

”Jeg er levende, men lever ikke…”

Storbyens dårlige ånde

Storbyens dårlige ånde

København er en skøn by.
Den har så mange fine kvaliteter og kunne være det dejligste levested.
Egentlig bryder jeg mig ikke om at være negativ og fokusere på det dårlige. Ville langt hellere ha’ brugt en overskrift som fx “Ren sol over København”.

Men storbyen er en giftig og farlig sag at indånde og være til i.
Vi kan bare ikke lugte det – fordi vores system har vænnet sig til det. Gå en tur langt ude på landet, hvor du højst møder en bil hvert kvarter. Og du kan lugte stanken fra dette enlige køretøj, længe efter det er forsvundet.

I byen registrerer vi det ikke bilosen. Mikro- og nanopartikler fra udstødningen lugter vist heller ikke. Men rapporter opregner, at flere hundrede mennesker dør hvert år som følge af luftforurening i København. Og det på trods af, at man – hævder jeg – på 3 måneder kan gøre byen 80% sundere.

Vi har teknikken og mulighederne. Og hvis vi virkelig seriøst vil det, er det muligt på 3 måneder at fjerne 80% af alle forurenende køretøjer fra byerne og erstatte dem med ren transport. Det kan lade sig gøre i andre storbyer, why not here?

Ét af initiativerne kunne være at opstille en gigaring af el-delebiler rundt om København.

Hvilke idéer har du?

Hun kyssede ham sgu!

p1020829-1

Hun kyssede ham sgu!
Og nu gør hun det igen…

Denne gang holder hun armene omkring ham.

Jeg så dem komme gående langsomt i sandet ned mod strandkanten, som jeg soppevandrede langs.
Hun holdt ham i hånden, men ikke ligesom min kæreste og jeg.
Mere som når man går i hånd med et barn eller en syg person.
De så ud til at være i 50’erne.
Tænkte, at der måtte være noget galt med ham.

Lidt efter nærmede de sig mit sted i det tørre sand, som jeg i mellemtiden havde indrettet til open-air skriveplads. Nu var det dem, der soppetraskede i solen gennem det lave vand.

Ud for mig sagde han nogle høje – for mig uforståelige – lyde til hende og hun stak noget i munden på ham. Så kyssede han hende. Jeg tænkte på, om hun rigtig var med, altså om hun kyssede med af vane, eller om hun blot tog imod for at være sød. Kunne hun virkelig nyde at kysse en mand, der gør det, som en mand gør, men som så ud til at fungere som et mindre barn? De gik igen tilbage langs stranden, mens han sagde sine uartikulerede høje lyde. Lidt efter var det sgu hende, der kyssede ham!

Umiddelbart efter kom en ældre mand med en meget stor og ’holdt’ brystkasse forbi. Jeg vidste, jeg kendte ham, men huskede ikke hvorfra.
Først da han kaldte på sin hund, faldt ti-øren.
Det var ham den venlige mand fra det der kaffested, ham, der havde fået en blodprop for nogle år siden, men som nu klarede sig fint igen og hyggede sig med sin kone, der administrerer en offentlig bygning, som hans traktørsted er tilknyttet.

Mærkede at noget i mig følte en lettelse ved at se disse scener udspille sig foran mig. At man kan være elsket, selv om man ikke fuldt ud kan være den stærke, beskyttende mand. At andre end jeg selv er i stand til at se og at værdsætte de essentielle værenskvaliteter, som ikke kan finde vej til Facebook og lignende offentlige steder.

En lettelse for hvem? Mit ego, formentlig. Det kender til at være inde i tågede perioder, hvor det mærker sin lidenhed og føler utryghed, fordi det ikke kan finde en retning at tromle udad, ikke stoler på sin indre visdom, og ej heller kan mobilisere smarte løsninger.

Når disse to mænd kan være elsket uden at have ret meget at give, så har jeg – der dog har den store glæde at være sund og rask og både intellektuelt og psykisk velfungerende – måske stadig en chance.

TORTUR I PRAG

Nedad, nedad, nedad. Opgiver at tælle trinene. Mindst 20 meter under den gamle plads i Prag.

Jeg bliver ført ind i et af de små, underjordiske kamre fra før år 1300. Mindre end ti minutter efter ligger jeg på maven, stønnende og allerede forpint af en ekstrem smerte. Med en kampvægt en hel del over min, men lavere af højde, står en person nu med den ene fod og hele sin kropsvægt hvilende på bagsiden af mit ene lår.

Først efter uendelig lang tid lettes trykket en anelse, fordi den anden fod nu sættes, eller rettere bores ned i kødet over lænden. Derefter kravler hun på sine stenhårde knæskaller op langs min rygsøjle.

Ja, det er en kvinde. En specialtrænet kvindelig elitesoldat, forestiller jeg mig. Det varer ikke længe, før hun borer et hårdt redskab ind til sindssygt smertende punkter dybt inde i armhulens og skulderens stærke sener og muskelfibre. Hun lægger ikke fingrene imellem. Eller rettere, det er faktisk det hun gør. Det hårde redskab viser sig at være hendes tommelfinger. Med sine monsterstærke dræberhænder presser hun fingrene ind imellem ribben, knogler og muskelmasse og stopper ikke, selvom hun trænger til bunds i alle mine hemmelige ømme punkter.

Når hun har fundet smerten i de kendte akkupunkturpunkter, laver hun bare selv nogle nye og trykker tommelen i bund samt rundt og rundt, dybere og dybere. Hvert øjeblik får jeg kendskab til følelser, jeg ikke var klar over jeg havde. Vel at mærke fra den smertefulde del af følelsesregisteret.

Jeg prøver at blive i smerten, acceptere den og gå ind i den. Det bedste jeg har lært – og som jeg har lært mange andre mennesker. Det er bare helt umuligt, så stærk en smerte kan man ikke udholde! Jeg giver efter, spænder i mod, spræller, råber og griner, men hun fortsætter bare. Jeg er nødt til at spænde imod, ellers vil hun knuse mig.

Normalt er jeg stærk, tåler knubs både fysisk og psykisk, bliver fx aldrig bedøvet hos tandlæger. Samtidig er jeg også følsom, kan sagtens fælde en tåre eller to over menneskelig lidelse og film, hvor f.eks. mennesker mødes eller skilles. Nu har hun holdt min pulsåre trykket ned så længe at noget er ved at sprænges!

At jeg rummer så megen og så ufattelig store smerter kom bag på mig. Hvor kommer de dog fra? Årtiers livtag med livet? Fortids sorg henlagt i depot? For hårdt og forkert brug af kroppen?

Kvinden, der udfører præcisionstortur på min fysik, slører sit forehavende ved blidt – men helt klart sadistisk – at nynne med på den thailandske popmusik, som danner lydkulisse til mine pinsler.

Mens jeg stadig i god tro sad ovenpå og ventede, betragtede jeg beundrende de mange thai-massørers arbejde med fod- og rygmassage, samtidig smådrømmende om milde kvinder, der om et øjeblik, med omsorgsfulde hænder, nænsomt og gradvist, ville nedsmelte den gamle pak-is i mit forfrosne legeme. Havde allerede i tankerne udvalgt er par stykker af de lette og blide piger til at forestå den vidunderlige behandling af mig.
Da jeg for lidt siden bestilte og betalte for sessionen, havde jeg også cool og totalt overlegent forlænget den fra 60 til 90 minutter. Kun tidsnød afholdt mig fra at bestille 2 fulde klokketimer i Helvedes kælder.

Men da vidste jeg ikke, hvad klassisk Thai-massage er.

Der var ikke nogen happy-ending her. Hvad det så end er. Da jeg, radbrækket og forkommen, vakler op ad trappen, møder vi nogle andre massører. De fniser og ler til min vogter, mens vi passerer forbi. De var da udmærket klar over, at jeg havde været underlagt over-bulldozerens terror.

Vanen tro fokuserer jeg på det positive, og glædes over den befriende strøm af livskraft, der nu ruller og danser mere frit i min krop.
Og sjovt nok virker thai-kvinden nu nærmest venlig.