Kategoriarkiv: TORDENTALER OG OPSANGE

Hjerteløs Mindfuck

Anonyme alkolikere har gennem årtier sagt til sig selv:
”Jeg er alkoholiker, men jeg drikker ikke”.

Jeg synes, det er noget af det sejeste både at sige og at udøve.

Denne sætning popper op hos mig ind i mellem, men danser og twister sig rundt på gulvet, besat af at lave sjov for alvor. Blandt andet har den redigeret sig selv ind i andre kontekster og kreeret nye betydninger.
Lige nu er den vistnok ved at oprette en helt ny forening: Anonyme Hjerter.

Formålet synes at være noget anderledes end AA’s, og alligevel er der visse overlap. Sætningerne er også andre, og der bliver ved med at komme nye. I modsætning til AA’s motto, er disse sætninger mere triste, men dog bevidsthedsåbnende konstateringer med livsrevolutionerende potentiale.

Her er nogle af sætningerne:

”Jeg er i live, men jeg lever ikke…”

”Jeg er poet, men digter ikke…”

”Jeg er danser, men jeg danser ikke…”

”Jeg er sanger, men jeg synger ikke…”

”Jeg vil gerne elske, men ved ikke hvad det vil sige at elske mig selv…”

”Jeg er opdagelsesrejsende, men rejser hverken ud eller ind…”

”Jeg har (er) et hjerte, men har ikke hjertet med i det jeg gør…”

Anonyme Hjerters Klub

Denne – so far – fiktive forening kan hedde Anonyme Hjerter, fordi den er en klub for mennesker af kød og blod med bankende hjerter, der bare aldrig kommer i centrum. Eller kommer det så vagt og sporadisk, at hjertet let glemmes og kommer til at leve et kronisk neddroslet og anonymt ”liv” på meget lidt plads.

Jeg tror ikke at hjertet har problemer med at leve i skyggen. Hjertet elsker at skabe lys, men det har ikke behov for at sole sig i rampelyset. Men mange af os ved, at det, der over længere tid ikke får opmærksomhed, kan blive funktionsforstyrret eller sygne hen. Vi kender også til det faktum, at organer og væv der ikke bruges svækkes og svinder ind. Jamen er det så ikke en katastrofe, at hjertet forlades. Jo, for pokker da! Det er jo det organ, der mest af alt udgør vores sande selv. Det er herfra naturenergien kommer og løfter os med dens uanstrengte bærebølge af livskraft.

Hvem eller hvad snupper opmærksomheden fra hjertet?

Hvem er det, der har brug for at være i rampelyset og blive set som speciel for omverdenen?
Det kan kun være vores ego, der er på spil. Et hjælpeprogram der har auto-installeret sig i psyken, som jo ikke er en organisk eksistens i sig selv, men skabt af mental luft, og som kun er noget i kraft af, at det præsterer. Hvilket det i øvrigt er ret god til. Ego’et er psykisk software, der i samarbejde med superegoet afkoder familiens, samfundets, kulturens krav og forventninger og som bliver stadig dygtigere til at føre os fremad i samfundslivet. Ego’et udvikler sig til at blive en rationel ekspert i at tilpasse os som samfundsmennesker.

Med fornuften ved rattet

Allerede i de tidligste teenager-år er egofornuften ivrigt i færd med at træffe de valg og finde de veje, som kan sikre mest mulig komfort, magt og beskyttelse under rejsen gennem livet. For manges vedkommende lægges der således i de unge år nogle kraftige skinner ud i terrænet, der bliver til baner, som vores tog kan køre trygt og stærkt på.

Vores ego er panisk bange for at dets chef, superegoet, skal få ret i, at al verdens ubehageligheder bryder ud, hvis det ikke retter sig ind, holder sig på sporet og etablerer en stærk personlighedsstruktur i overensstemmelse med den samfundsgivne, etablerede struktur.

Hvordan lyder hjertets gråd?

Hvor er da hjertet henne i denne proces, spørger du nu?
Nogle gange bliver det vel forført til at tro på, at ego’et gør det rigtige og passer på det. Hvilket ego’et vel også gør noget af vejen. Til andre tider banker hjertet uroligt på for at blive hørt. Eller det græder stilfærdigt bedrøvet, men bliver overhørt, misforstået eller ignoreret af et ego, der med sin travlhed, bedreviden samt støjende agendaer tromler derudad.

Det er ikke altid let at få øje på ego’ets styring. For meget i livet er jo meget godt.

Men vi kan starte med at kigge på resultaterne af den subtile kontrol. For mig er det først relativt sent i livet jeg begyndte at opdage, hvor omfattende konsekvenserne er af, at hjertet engang blev sat af jobbet som øverste leder af mit liv. Kun i glimt fik jeg øje på følgerne af, at egoet og superegoet havde indsat sig på hjertets tronstol. Glemte det igen, fik reminders og glemte det derefter igen igen.

Mindfuck

Superegoet kan nemlig være en smart diktator, der regerer på så ugennemskuelige måder, at man ikke rigtig lægger mærke til, hvad der foregår. Det kan også optræde som den ansvarsfulde forælder, der påminder mig om mine forpligtelser og hvad jeg bør og ikke bør gøre. Det hele bliver blandet sammen. Hvem er det, der taler? Hvem er jeg? Jeg forveksler ego’et med mig, opfatter superego’et som min samvittighed eller Guds stemme og identificerer mig blindt med mine tanker og følelser.

Det er sgu noget rod. Total mindfuck. Svært at vide, hvad der er hvad, vanskeligt at få overblik og navigere på en klar og sand kurs, når hjertet er blevet stille og nærmest forsvinder tilbage i dybet, fortrængt af alvorlige, selvhøjtidelige egostrategier, manipulationer, ydre værdier.

Skru op for hjertets mikrofon

Det er bestemt noget af en udfordring at begynde at opdage hjertet igen, holde af det, give hjertet taletid, genindsætte det på tronen, lytte respektfuldt til det, og ikke mindst at følge det. Det kan give sved på næsen, blod og tårer at tage den udfordring op, som det er at bryde de prægtige og/eller bastante bygningsværker ned, som egoet – på overjeg’ets ordrer – har placeret centralt i ens tilværelse.

Men næsten alt andet er misbrug af hjertet.
Forårsaget af ego’ets kroniske afhængighed af tryghed samt anerkendelse fra superego’et.

For nylig hørte jeg den amerikanske zenmester Genpo Roshi sige at livet giver os nogle åbne vinduer, men at de kun står åbne en vis tid, hvorefter de igen lukkes. Jeg ved, at hjertet har power til at bakke vores unikke talenter op, men hvis vi ikke ”embodier” disse gaver, fordi vi kun hører ego og superego og handler blindt, vanemæssigt og frygtbaseret efter dem, lukkes vinduerne gradvist igen.

Noget andet er at der – tror jeg på – altid åbner sig nye vinduer, og at vi uanset, hvor vi er i livet igen og igen gives muligheder at sige ja til.
Blot vigtigt at erindre, at livet, som bekendt, ikke fortsætter med at tilbyde uendelig mange leveår.

Hvad om du laver nogle sætninger selv?

Til at begynde med kan du låne min første sætning, og se om, eller hvor, den passer:

”Jeg er levende, men lever ikke…”

Storbyens dårlige ånde

Storbyens dårlige ånde

København er en skøn by.
Den har så mange fine kvaliteter og kunne være det dejligste levested.
Egentlig bryder jeg mig ikke om at være negativ og fokusere på det dårlige. Ville langt hellere ha’ brugt en overskrift som fx “Ren sol over København”.

Men storbyen er en giftig og farlig sag at indånde og være til i.
Vi kan bare ikke lugte det – fordi vores system har vænnet sig til det. Gå en tur langt ude på landet, hvor du højst møder en bil hvert kvarter. Og du kan lugte stanken fra dette enlige køretøj, længe efter det er forsvundet.

I byen registrerer vi det ikke bilosen. Mikro- og nanopartikler fra udstødningen lugter vist heller ikke. Men rapporter opregner, at flere hundrede mennesker dør hvert år som følge af luftforurening i København. Og det på trods af, at man – hævder jeg – på 3 måneder kan gøre byen 80% sundere.

Vi har teknikken og mulighederne. Og hvis vi virkelig seriøst vil det, er det muligt på 3 måneder at fjerne 80% af alle forurenende køretøjer fra byerne og erstatte dem med ren transport. Det kan lade sig gøre i andre storbyer, why not here?

Ét af initiativerne kunne være at opstille en gigaring af el-delebiler rundt om København.

Hvilke idéer har du?